Kopi

UDSKRIFT

 

AF

 

TINGLYSNINGSAKT B NR. 394 FOR RETTEN I NYKØBING SJÆLLAND

 

 

 

(Ny Side)

 

 

 

Dateret med stempel 30. august 1962

 

DEKLARATION.

===============

 

Undertegnede repræsentant Erik Christensen og civilingeniør John Willumsen pålægger herved for os og efterfølgende ejere af ejendommene matr. nr. 6 a, 7 a og 7 d Ellinge Lyng by, Højby sogn, samt parceller herfra, dog med undtagelse af parceller 6 og 23, følgende servitutter:

 

Udstykning:

Den på udstykningsplanen af februar 1962 viste størrelse af de enkelte parceller er endelig, således at parcellerne ikke kan yderligere udstykkes. Dog må arealer af underordnet størrelse overføres fra en parcel til en naboparcel, når de påtaleberettigede til nærværende servitutter finder det hensigtsmæssigt og tillader overførslen.

 

Bebyggelse:

På hver parcel må kun opføres ét beboelseshus samt garage og et mindre udhus til brug for parcelejeren. Beboelseshuset må kun være i én etage med gavlværelser på 1ste sal, og husets højde skal være i overensstemmelse med bygningsreglementet for Højby Kommune. Der må kun anvendes nye materialer til bebyggelsen, og dennes udvendige farve skal godkendes af de påtaleberettigede, således at bebyggelsen kan indgå som et led i dannelsen af et beboelseskvarter, der falder smukt sammen med stedets naturskønhed og særpræg. Inden parcellens bebyggelse må påbegyndes, skal bygningstegningen godkendes af de påtaleberettigede.

 

Byggelinier:

På parcellerne nærmest skoven skal bebyggelsen trækkes tilbage på grundene, hvilket for parcellerne 1, 5, 10, 14, 15, 26, 27 og 28 vil sige, at afstanden fra kanten af boligvejen til bebyggelsen begrænses af en byggelinie, som løber parallelt med boligvejen  i 21 meters afstand fra denne.  På parcel 19 løber byggelinien parallelt med skellet til parcel 20 og i 21 meters afstand fra dette. Overtræder en parcelejer foranstående bestemmelser om bebyggelse og byggelinier, er de påtaleberettigede berettiget til at kræve bebyggelsen nedrevet og fjernet, medmindre den uopholdeligt bringes i overensstemmelse med ommeldte bestemmelser. Vægrer en parcelejer sig ved at bringe bebyggelsen i overensstemmelse med bestemmelserne, er de påtaleberettigede berettiget til at lade arbejdet udføre for den pågældende parcelejers regning.

 

Benyttelse:

Bebyggelsen må kun benyttes til beboelse, men det skal dog være en parcelejer tilladt deri at have et privat kontor, atelier, tegnestue eller lignende støjfri erhvervsvirksomhed, såfremt kvarterets karakter ikke derved ændres og under forudsætning af, at det ikke medfører ulemper for de omboende. Det er forbudt på parcellerne at indrette nogen virksomhed eller foretage noget, der ved udbredelse af støj, røg, ilde lugt, ubehageligt skue eller lignende med rette kan medføre ubehag eller gene for de omboende.

 

Hegn:

Parcellerne skal hegnes med levende hegn, også mod vej, men det levende hegn kan tillades tættet med trådhegn.

 

Veje:

De i forbindelse med udstykningen udlagte vejarealer ifølge udstykningsplanen af februar 1962 overtages af nedennævnte grundejerforening, og denne vejovertagelse sker uden vederlag. Grundejerforeningen træffer selv efter forhandling med de respektive myndigheder nærmere bestemmelse om vejenes første anlæg, senere udbygning og fremtidige vedligeholdelse.

 

Såfremt de på udstykningsplanen viste vejforlængelser over parcellerne 1, 4, 9, 13, 18, 37 og 38 ønskes gennemført, skal det hertil nødvendige areal afgives af vedkommende parcelejere mod et kontant vederlag svarende til den pris pr. kvadratalen, som blev betalt af parcellernes første købere.

 

Overkørsler og parkering:

Der må kun etableres én overkørsel til hver parcel, og udgifterne hertil afholdes af parcelejeren. På hver parcel skal der indrettes 2 bilparkeringspladser, men en garage med forplads af tilstrækkelig størrelse vil også kunne godkendes. Autoparkering på udstykningsarealets veje er forbudt.

 

Vandforsyning:

Parcelejerne er pligtige andelshavere i andelsselskabet Kongepartens Vandværk samt til at påtage sig de forpligtelser, som andelsselskabet foreskriver, herunder at tåle de ulemper, som opgravning på parcellerne for reparation m.m. af ledningsnettet medfører.

 

Afløbsforhold:

Parcelejerne er pligtige at indrette kloak- og afløbsforholdene på parcellerne efter Højby kommunes sundhedskommissions forskrifter og at placere sivebrøndene som vist på udstykningsplanen af februar 1962 således:

 

Parcel 1 & 5 benytter sivebrønd  S.1

"      2 & 3       "             "             S.2

"      4 & 9       "             "             S.3

"      6 & 10     "             "             S.4

"      7 & 11     "             "             S.5

"      8 & 12     "             "             S.6

"    14 & 15     "             "             S.7

"    16 & 17     "             "             S.8

"    13 & 18     "             "             S.9

"    19,20 & 21"             "             S.10

"    22,24 & 25"             "             S.11

"    26,27 & 28"             "             S.12

"    29 & 30     "             "             S.13

"    33              "             "             S.14

"    32,35 &

matr.nr.7 k      "             "             S.15

"    34 & 36     "             "             S.16

"    37 & 38     "             "             S.17

 

Desuden skal parcel 23 og 31 være fælles om en sivebrønd, som skal placeres på parcel 23 således, at der er mindst 75 m til andre sivebrønde.

 

Udgifterne til etablering af sivebrønd deles mellem de tilsluttende parceller. Udgifterne til afløbsledningerne afholdes af hver enkelt parcelejer på vedkommendes parcel.

 

Såfremt der kan opnås dispensation fra Sundhedsstyrelsens cirkulære af 10. maj 1960, skal foranstående bestemmelser ikke være bindende for parcelejerne.

 

Elektriske forsyningsledninger:

De elektriske forsyningsledninger til parcellens bygninger skal udføres som jordkabler, idet luftledninger ikke er tilladt.

 

Grundejerforeningen:

I forbindelse med udstykningen oprettes en grundejerforening af parcelejerne til varetagelse af disses fælles anliggender og interesser. Parcelejerne er pligtige at være medlem af denne grundejerforening, der stiftes, så snart samtlige udstykkede parceller er solgt, men sælgerne af udstykningsarealet er berettiget til at indkalde til stiftende generalforsamling, så snart mindst 15 parceller er solgt.

 

Grundejerforeningen varetager selv de for foreningen nødvendige love, som skal godkendes af Højby kommune. Grundejerforeningens opgaver er først og fremmest at drage omsorg for vejenes endelige anlæg og vedligeholdelse og påse, at foreningens forskrifter overholdes. Grundejerforeningen bør også positivt deltage i samarbejdet med andre grundejerforeninger i området om anliggender af fælles interesse.

 

Sælgeren af udstykningsarealet er, indtil alle parceller er solgt, berettiget til at deltage Grundejerforeningens møder og generalforsamlinger, men har ikke medlemspligt for usolgte parceller. Højby kommune har ret til ved en repræsentant at deltage i grundejerforeningens møder og generalforsamlinger, og dennes repræsentant har – dog uden stemmeret – beføjelse til at ytre sig om de til forhandling foreliggende emner.

 

Fortolkning af servitutbestemmelserne og påtaleret til disse:

Alle spørgsmål om fortolkning af grundejerforeningens vedtægter og lignende afgøres i tvivlstilfælde af Højby kommunalbestyrelse, hvis fortolkning grundejerforeningen er pligtig at underkaste sig.

 

Påtaleret til foranstående servitutbestemmelser er Højby kommunalbestyrelse, Naturfredningsnævnet for Holbæk amt samt udstykningsarealets grundejerforening. Desuden er sælgerne af udstykningsarealet påtaleberettiget, indtil samtlige parceller er solgt.

 

Foranstående servitutbestemmelser begæres lyst forud for al pantegæld, og med hensyn til de parcellerne påhvilende servitutter og byrder i øvrigt henvises til ejendommens folier i Tingbogen.

 

København, den 29. august 1962

 

 

Underskrevet E. Christensen og John Willumsen. Til vitterlighed underskrevet af Bernhard Nielsen, Landsretssagfører.

 

Tinglyst 30. august 1962 med anførte hæftelser på de udstykkede parceller.

 

 

 

Webredaktørens bemærkninger:

Denne afskrift er foretaget af undertegnede Ole Willumsen, oktober 2007.

Afskriften er foretaget med henblik på præsentation på grundejerforeningens hjemmeside.

Det bemærkes at denne afskrift således ikke er berigtiget af andre end afskriveren selv, og i tilfælde af eventuelle afvigelser er naturligvis alene det tinglyste eksemplar gældende.

 

Den i udskriften omtalte udstykningsplan af februar 1962 haves, men i en kopikvalitet der er så utydelig, at det ikke skønnes hensigtsmæssigt at bringe den her, frem for at henvise til Odsherreds kommunes arkiv.

 

Afskriften er forsøgt udført så tæt på originalen som muligt. Rent praktisk vil dette sige at indrykninger ved start af hvert afsnit er erstattet af dobbelt linieskift, ligesom "aa" overalt er erstattet af "å" med den begrundelse at denne ændring af skrivemåden officielt fandt sted allerede i 1955. Desuden er "servituter" erstattet af "servitutter".

 

 

Ole Willumsen